Dakareventyret – hvordan det hele startede
Del 1 – Myrer, sved og tårer
Første gang jeg rejste til Senegal var i 1998, jeg var 20 år gammel og havde fået at vide, at det er et fantastisk sted.
Jeg var der i otte måneder og min eneste plan var at lære nogle mennesker at kende, at opleve landet og en helt ny kultur.
Det var en fantastisk rejse. Jeg fik virkelig mange venner, som jeg stadig har. Jeg lærte også at tale fransk – og at give lidt slip på trangen til at kontrollere og styre alt hvad der sker.
Jeg boede i fire måneder i en lille landsby i det sydlige Senegal og jeg følte mig ind i mellem både ensom og bundudmattet. Jeg var meget ung, alt var et kulturchok og den første tid følte jeg mig lost og klodset. Jeg kunne i starten ikke sproget, det var ekstremt varmt og der boede en masse myrer i min seng. Det var også før mobil og mail, så den eneste kontakt hjem var et sjældent håndskrevet brev. Men der var søde mennesker omkring mig der fik mig i godt humør igen, og efter noget tid lærte jeg sproget og voksede og blev stærkere.
Efter fire måneder i landsbyen rejste jeg til Guinea sammen med nogle senegalesiske venner der skulle besøge familie der. Det er et vildt smukt land, men jeg fik malaria og fløj med et vakkelvornt fly til Dakar hvor jeg blev rask, og siden boede tre måneder i min egen lillebitte lejlighed (uden vinduer). Mamadou og hans kone boede lige i nærheden og dem hang jeg meget ud med. I de næste mange år rejste jeg mange gange til Senegal. Jeg arbejdede der i perioder, jeg byggede et lille hus og havde mange magiske oplevelser.
Jeg er lykkelig for at jeg tog på den rejse, der formede mit liv med myrer, sved og tårer. Og med kæmpe glæde, fantastiske venner og perspektiv på mit priviligerede liv.
Del 2 Storbyens inspirerende puls
Efter min første rejse i 1998 og indtil 2016 rejste jeg flere gange til Senegal for at besøge mine venner. Jeg tog næsten altid ud på landet hvor mine venner var, og boede i min lille hytte sammen med myrerne. I perioder arbejdede jeg lidt for lokale ngo’er og på et tidspunkt startede Mamadou og jeg et hønse-have-projekt op.
Der gik nogle år efter min designuddannelse i 2009, hvor jeg lige akkurat klarede mig igennem med freelance designarbejde og forskellige småjobs – men det var jo ikke min drøm! På et tidspunkt gik det op for mig at jeg måtte vide hvad min drøm var, og at jeg måtte gå bevidst efter den, hvis det skulle lykkes.
På det tidspunkt havde jeg ikke sko i tankerne, men i 2015 besluttede jeg mig for at tage til Senegal og finde ud af mere præcist HVAD det var for en drøm jeg anede konturerne af. Denne gang tog jeg til Dakar og opsøgte de kreative miljøer i storbyen. Jeg mødte de mest utrolige mennesker og oplevede de vildeste steder, og jeg blev helt forelsket i storbyen og dens puls og kunst.
Senegal har en utrolig smuk og farvestrålende kultur, og i Dakar er der streetart, grafitti og konceptuel kunst der blander sig med den traditionelt meget visuelle kultur af udsmykkede busser og huse – og især tøj i de vildeste mønstre og farver og motiver.
Kvindernes tøj inspirerede mig og jeg fik den første idé om at lave sko i farvestrålende mønstre. Det viste sig dog at tage ret lang tid at finde en skomager der var med på den idé.
Der er mange dygtige skomagere i Senegal, men de laver mest sandaler og højhælede sko i lak, plastik og similisten – eller traditionelle tøfler til mændene. Så da jeg kom med mine idéer til helt andre modeller – og så i waxprint materiale – var det ikke nemt at finde en skomager der var med på den idé. Alle jeg spurgte var ret afvisende og skeptiske. Men jeg blev ved med at spørge og bad mine venner om at hjælpe mig med at lede.
Del 3 …og så eksploderede det!
I foråret 2016 tog jeg til Dakar igen og endelig endelig! lykkedes det at finde en skomager der havde mod på at prøve mine idéer af. Det var Sylla og sammen lavede vi de første 12 par sko. Jeg tegnede og forklarede og valgte prints og størrelser, og da jeg hentede skoene dagen før jeg rejste hjem, var jeg vildt begejstret og Sylla var stolt og glad.
Jeg synes skoene var mega fede, men jeg måtte jo hellere spørge nogle andre også. Så jeg lavede en facebook event og inviterede mine venner …og så eksploderede det!! på nogle få uger gik skoene viralt og der var flere tusind mennesker der sagde at de ville komme.
Så var det NU!! jeg måtte løbe med denne her bold – og jeg ringede til min ven Mamadou og til Sylla og sagde “vi skal bruge flere sko!” Så skrev jeg ud at jeg rykkede eventen en måned frem – købte en billet til Dakar og kort tid efter løb jeg rundt sammen med Mamadou og købte materialer og bestilte sko. I mellemtiden havde Sylla fundet flere skomagere og på to uger nåede vi at lave over 500 par sko, som så skulle pakkes og jeg måtte hurtigt finde ud af transport og fortoldning. Min veninde Ina kom til Dakar og hjalp med at pakke natten lang og det lykkedes at få skoene afsted og frem til den første pop up i april 2016.
Jeg havde lånt en venindes vinbar på Nørrebro, og der var et helt hold af fantastiske veninder der hjalp med at få det til at lykkes.
Da vi åbnede døren lørdag klokken 11 var der lang kø hele vejen ned ad gaden i begge retninger. Den kø fortsatte hele dagen og noget af næste dag – det var ret kaotisk, men folk var så søde og glade. Jeg tror måske de kunne mærke at de var med til opstarten af noget stort.
